Rissuppe med laks
(Khao dhom plah)

Rissuppe med svinekød, Foto: Thomas Retsloff

Rissuppe spises i Thailand hovedsageligt om morgenen. Det er den ret man spiser når man føler sig lidt sløj, og den er uovertruffen til at hjælpe en over eventuelle tømmermænd fra en glad aften i byen. Den kan desuden anbefales, når man lider af lettere mavetilfælde. Med det rigtige fyld og tilbehør er det dog en glimrende ret, hvis man slet og ret bare er lidt lækkersulten. Den hører til det kontingent af retter, som har fundet vej til Thai'ers hjerter (og maver!) fra det kinesiske køkken. Derfor er rissuppe heller ikke stærk, idet der som udgangspunkt ikke bruges chili. For chili-elskere er det dog ikke ualmindeligt at "peppe" suppen lidt op med et godt drys tørret chilipulver (prik phon). Retten her beskriver rissuppe med fisk, men dette kan varieres med næsten hvad som helst (kylling, rejer, svinekød o.s.v.) ligesom tilbehøret også kan varieres til det man synes om.

Dette skal du bruge

  • 2 kopper ris
  • 1 l vand
  • 1 spsk fiskesovs
  • 1/2 tsk hvid knust peber
  • ca. 150 g laks (eller anden god fisk)
  • 2 vårløg
  • 4 fed hvidløg
  • 4 spsk vegetabilsk olie
  • 2-3 spsk hakkede korianderblade
  • evt. chilipulver  (prik phon)
  • Forberedelse

    Laksen skæres ud i kuber på ca. 2 x 2 x 2 cm
    Hvidløgene knuses i en morter, hakkes groft og ristes gyldne i meget varm olie (ca. 1 min) Vær opmærksom på at hvidløgene ikke branker, så kommer de til at smage bittert. Hældes sammen med olien over i en lille skål
    Vårløg hakkes fint
    Korianderblade hakkes groft

    Tilberedning

    Ris og vand bringes i kog. Låget fjernes og risen koger i ca. 20 min
    Laksestykkerne tilsættes og koger med i yderligere 5 min. Suppen skal nu have en lidt grødagtig konsistens
    Suppen tages af varmen og smages til med fiskesovs og peber
    Hældes over i en skål og drysses med korianderblade
    Serveres med små skåle med vårløg, stegte hvidløg og evt. chili pulver (prik phon)